S/Y Señorita

Det er altid lidt hårdt den første dag. Kroppen er ikke rigtigt i træning. Man bliver så træt. Og så blæste det en halv pelikan. Men nu ligger jeg her i Nyborg, og mor har fodret mig af, begavet mig med boller og kage, og der er kommet strøm på mobilen igen. Puha det sidste var ligesom at dø. Jeg tog en bette video og sendte den afsted, og så blev mobilen mere træt end jeg – og gik helt ned. Det er derfor videoen her for neden ikke kan vises, den blev aldrig sendt færdig. Nu hygger jeg mig, hører lidt god musik, og skriver lidt i blogbogen.

Med det samme jeg forlod Dyreborg stod det klart jeg måtte rebe. Båden krængede til essingen, og jeg havde ikke rullet genuaen ud endnu. Et reb i storen, Genuean rullet halvt ud, og 7,5 knob ifølge den nye plotter. Da jeg kom til Svelmø havde jeg fået ryddet op i alle fortøjninger, fald og skøder, og var allerede sulten. Frem med rugbrød og pålæg, og op og holde udkik hvert minut. Ved Skarø var jeg mæt, og kunne glæde mig til at sejle igennem min “barndommens gade” Svendborg Sund. Det gør jeg altid med mange stærke følelser på spil. Hver eneste lille strækning har en historie. Her sejlede jeg optimist, her var jeg værftsarbejder, her var jeg på lejrskole, her var jeg søspejder, her boede vi en kort årrække, her knækkede jeg masten på Tusindfryd, her arbejdede jeg for Danmarks fineste bådebygger og til allersidst, helt ud på Thurø rev, der kyssede jeg min første kæreste første gang.

Fra Thurø Rev kosten, gik det nordpå, og jeg satte vindroret til at styre, og efter lidt biks og baks styrede det hele vejen til Nyborg, på en plat læns. På det her tidspunkt manglede jeg en gast, for solen skinnede så dejligt varmt og det ville være åh så skønt med en lur i cockpittet. Til sidst gik jeg ind  ved Holkenhavn, en lille vig o Nyborg Fjord, lige i byens udkant, og lagde mig ved en DT bøje. Det må være en Danske Tursejlere bøje. Mine forældre bor lige lidt der fra. Men det var for uroligt, så jeg gik videre ind i marinaen. Mine forældre stod ude på molen, de havde ellers lige opgivet at finde mig. Jeg sejlede lidt længere ind i havnen og fandt et sted hvor det er nemt at lægge til, uden en forgast. Strømkabel i land, havnepenge, mobilen og laderen i tasken, og hjem til far og mor og finde en stikkontakt. Og på den måde fik jeg ladet op igen, og glæder mig til imorgen, hvor jeg vil prøve at komme til Langør, Danmarks smukkeste lagune, hvor solen altid skinner og vandet altid er varmt at bade i.