S/Y Señorita

Dagen igår endte med endnu en ulykke på flydebroen. Efter et stort Cruising skib var sejlet forbi i stor fart kom nogle meget store dønninger. Vi opdagede ikke skibet, men vi opdagede dønningerne, for på en måde som jeg ikke kan forklare blev båden revet frem og tilbage i båsen, så voldsomt at stævnen bankede ind i flydebroen flere gange. Det var meget dramatisk, og vi fattede ikke hvad der skete. Heldigvis var kanten af betonkajen besat med træbrædder, så vi fik ingen ridser eller buler. Men vi mistede den ene cykel, som jeg nonchalant havde parkeret på kanten af betonflydekajen, lige foran skibet. Vi så ikke cyklen falde i, måske var den faldet i da vi kom op i cockpittet, måske var det hele så dramatisk at Eiffel tårnet kunne være faldet i vandet uden vi opdagede det. Men væk var den. Så nu har vi kun een. At jeg ikke passede bedre på den cykel, ærgrer mig gul og grøn.

Efter at gave fisket efter cyklen på 25 meter vand sejlede vi videre i dag. Vi søgte efter et sted der var roligt, uden dønninger. Og det fandt vi. I bunden af den næste fjord, Arnafjorden, fandt vi et bjergomkranset paradis med sol, fred, vandfald, badende børn og en lille kaj hvor ejeren meget venligt tillod os at ligge natten over. Så nu har vi læst, og sovet, og spist lidt af Bertas madpakke (de har ikke Karens madpakker heroppe, men Bertas er identiske). Og skal nu bare lufte hunden og lave aftensmad. I morgen må vi så finde et sted med et godt TV signal. Man er vel verdensborger.