S/Y Señorita

Søndag sejlede jeg til Bergen. Det gik sådan set godt, men det jeg havde glædet mig næstmest til mislykkedes. Jeg ville nemlig så forfærdeligt gerne have ordnet toilettet inden Ines ankom. Problemet med toilettet var at toilettanken ikke kunne tømmes, på den normale måde, nemlig ved at lukke en ventil op, og lade herlighederne løbe ud i vandet. Ja det er sådan de fleste sejlere gør, selvom der rundt omkring i havnene er sat pumper op, som kan suge toilettankene tomme via en tilslutning i dækket. Desværre er der ikke så mange havne med sådanne pumper, så vi sejlere er stadig nødt til at lukke skidtet ud i havet, og det må man også godt, når man er langt nok væk fra kysten. Nu var der bare opstået en prop i udløbet fra vores tank, og der skete ingenting når ventilen blev åbnet, og da tanken var fuld, kunne vi (jeg) ikke bruge vores toilet. Planen var at tømme tanken med en pumpe i en havn, og dernæst at tape udluftningen til, og suge med pumpen ind til proppen blev suget ind i tanken, hvor den så kan blive pumpet ud når man åbner for udluftningen igen. På vej til Hjellestad gik jeg ind til Leirvik, som skulle have “Septiktanktømning”, men det eneste de havde var et sted hvor man kunne bære tank i land og tømme den, hvis man f.eks har en Porta Potti. I Bergen, hele vestkystens maritime hovedstad, skulle der imidlertid være en rigtig pumpe. Da jeg endelig fik bakset båden på plads i bunden af et lille havnebassin hvor der også lå en lystjagt på størrelse med en færge, viste det sig at pumpen var ude af drift.

Lidt længere inde i havnen, i den del de kalder “Vågen”, fandt jeg en plads ved Bryggen uden på en fransk aluminiumsbåd, en Boreal 44, og det var et kup i sig selv. Besætningen var nogle superflinke franskmænd som fortalte mig hvordan man betalte havnepenge og viste mig hvor toiletterne var gemt.

Mandag skulle Ines komme. Jeg gjorde rent og ryddede op. Polerede vinduet i sprayhooden med petroleum, så bliver det helt glasklart igen. Franskmændene skulle til Skotland og ville lette mellem 18 og 19, men Ines skulle ankomme allerede 15:15, så det var ikke noget problem at jeg skulle en tur ud i lufthavnen og hente hende og Tinka. Bedst som jeg tog afsted ringede Ines og fortalte at hendes flyafgang var udsat 1½ time. Nåh det kunne jo også gå an, den nye letbane fra Bergen centrum til lufthaven tager kun 44 minutter. Det var langt værre at hun slet ikke kom ud efter flyveren var landet, og pludselig ringe hun og kunnemed grådkvalt stemme fortælle at Tinka ikke kunne komme ind i Norge, fordi hun ikke have fået ormekur senest 24 timer før ankomst. Tinka skulle have en ormekur og derefter i 24 timers karantæne. Ines var helt knust, og jeg måtte skynde mig tilbage til havnen og fjerne mit skiv så franskmændene kunne komme afsted. Senere kom Ines med Letbanen, og vi spiste på fisketorvet, som vi bagefter var enige om var en turistfælde.

Tirsdag sov vi længe, og ordnede nogle ting og glædede os bare til at hente Tinka fra karantænefirmaet. Men så ringede telefonen. Det var manden fra “Mattilsynet” som også har styr på det med import af kæledyr. Det var nemlig sådan at Tinkas EU-dyrepas ikke var påført datoen for indsætningen af hendes chip. Og det var vigtigt. Hun kunne jo være blevet vaccineret mod Rabies m.m. før hun blev chippet. Ines måtte så ringe tl Dyrlægen hjemme i Faaborg, og bede dem sende en mail til manden fra Mattilsynet med oplysninger om dato for chipning. Til sidst kom det også på plads, men nerverne var på højkant igen. Jeg ringede også til havnevagten et par gange og beklagede mig over toiletpumpen, men det fik jeg ikke noget ud af. Tirsdag sidst på eftermiddagen tog vi tidligt afsted for der lå et Grieg museum i det område hvor vi skulle hente Tinka kl. 19:30. Desværre lukkede museet kl. 18.00 så vi måtte finde på noget andet at lave mens vi ventede. Så vi besøgte en stavkirke som var blevet flyttet ind til Bergen, og genopbygget efter en brand. Men der var hegn omkring og billetsalg ved indgangen, og det var alligevel for meget af det gode, så vi studerede den uden for hegnet. Og så cyklede vi ned til Karantænefirmaet, nogle skurvogne i et gammelt tilgroet industrikvarter. ikke særligt tillidsvækkende, så vi fantaserede en del om forholdene indenfor plankeværket, da vi ikke kunne komme ind, der var nemlig ingen der, undtagen Tinka.

Tilsidst kom en bil med en hyggelig kone som lukkede os ind, tog imod betalingen for ormekuren og hundepasningen (i isolation) og tog os med hen til Tinkas skurvogn, hvor hun havde OK forhold. Tinka sov, og der gik lige et øjeblik før hun erkendte at nu var hun fundet igen. Og så var alt godt.

Onsdag gjorde vi klar til at komme afsted. Der var en Rema 1000 lige i nærheden, og da alt var klar gik vi op og så det Hanseatiske museum, og de gamle købmandsgårde spm ligger på Bryggen. Jeg ringede også til havnevagten et par gange, og til sidst var der een der ringede tilbage og sagde at nu var toiletpumpen OK, og så var jeg jo glad. Vi sejlede lidt ud af Vågen og fandt toiletpumpen, fortøjede og fandt at pumpen var lige så defekt som om søndagen. Lidt derfra er en kaj hvor man kan tanke Diesel, og der ventede vi ½ på at en gigantjagt på en 30-40 meter fyldte lidt diesel på. De skulle bruge 1000 liter, men deres kreditkort kunne kun bruges 1500 kr. ad gangen. Endelig sejlede de væk og da vi kom til viste det sig at tanken var blevet tømt. Vi fik 3,1 liter ud af den ene pumpe, og 16 liter ud af den anden. Vi tømte lige slangerne. Kajen inde ved bryggen er bare en granitkaj med store lastbildæk på, og da vi sejlede ud af havnen så vi at vore fendere var sovset ind i sort snask fra de her lastbildæk. Så alt i alt nåede vi at blive trætte af Bergen. Vejret var fantastisk, masser af sol og rimeligt varmt. Millioner af turister, og lokale machoer med petrokemiske potensforlængere og flydende statussymboler. Men for os var der for meget panik.